fredag den 29. september 2023

Gentle Giants

15-09-23


Morgenmad og kahawa nyeusi, (sort kaffe på swahili, noget vi lærte af den søde overtjener) så var vi klar til at komme ud i støvet, Vi kørte en del rundt i løbet af formiddagen, mest i sumpene og imellem søerne der er opstået. De gør så også at men nu kan se flamingoer på Amboseli, det havde jeg ikke lige set komme for 10 år siden…. Vi så masser af forskellige fugle, den stolte Sekretær , pelikaner, flere traner, forskellige ørne, en hejre der var helt i zen, og hey, nu fik vi også set et “kill” da en Hadada Ibis nakkede en lille slange. Der sås masser af elefanter og en lille vandbuk, (Bohor Reedbuck) som vi ikke har set før, så endnu et x på listen. Vi kom da også forbi en kæmpe flodhest som havde det som blommen i et æg, sump og masser af mad. Det blev også til et smut forbi den lokale airstrip, mere om den i næste kapitel.





































Så var det egentlig ved at være tid til at venden næsen tilbage mod lodgen og frokost, men det var der så et par kæmpestore hanelefanter der lavede om på! Vi så dem på pæn afstand komme gående imod os, og vi var klar over at de ville krydse vejen, så vi standsede  i en god position til det og fik fine skud. De krydsede lidt før et T-kryds og vi kunne nu køre lidt videre og dreje den vej de gik. Igen stoppede vi og nød synet af disse kæmper, jo vist der blev også taget billeder. Nu besluttede den ene sig så for at gå og spise helt op imod bilen og den anden stod også tæt på, så det helt korte objektiv måtte på for at de kunne være i søgeren ( det foregik meget stille og roligt, ingen vilde bevægelser med de basser lige udenfor, nok er vi i en Landcruiser, men alligevel, de var TÆT på) Den der havde stået nærmest på gik forbi og luskede afsted henad vejen, alt imens den anden og største af dem nu gik lige imod bilen, vi tog lidt billeder, igen helt rolige og stille, noget vi også fik ros for af John. Også han kom helt tæt på os nu, og tror vi kan sige at vi også blev nærstuderet. Det var det man kalder en close encounter, og så med sådan en stor flot elefant, hold nu kæft det var fedt, og ja det gav ståpels! Igen noget der blev fejret med en G&T inden frokosten, selvom vi var sent på den.











Vi kom afsted som nogle af de første på eftermiddags gamedrive, heldigvis for det for der var nemlig løver at se, 3 løvinder og en flok unger der legede, fedt! Snart var der dog alt for mange biler, deriblandt 2 busser med skolebørn fra Nairobi, de kunne altså godt larme en anelse…. men de var glade, og skønt at de kommer ud og oplever de vilde dyr i deres land. Igen, det blev for crowded, så det blev til saue saue, kør videre, da vi ikke har lyst til at være med til at stresse dyrene på den måde.

Resten af eftermiddagen blev brugt på en tur til Observation Hill som vi også var på for 10 år siden. Nu næsten helt omgivet af vand, så en lidt anden oplevelse end forventet, kunne bedre lide den sidste… her var så også før nævnte skolebusser og dermed mange børn ( Ca dobbelt op på hvor mange der havde været hvis det var i Dk) De var nu søde, og fik taget billeder med en del, blandt andre et ældre ægtepar fra USA, som var glade for at Iben ville tage billeder for dem. 

På vej tilbage til lodgen kom vi forbi en hyænehule, hvor der ovenfor lå en mor og med hvalpe der diede, de er altså søde de hyæner.