torsdag den 11. oktober 2018

Downtown Vancouver

9 september

Sidste hele dag i ferien, igen valgte vi at dele os. Desværre for os ikke det bedste vejr, men igen, de trænger i den grad til regn, så fint nok, vi klarer os. Ikke vejr til den lange tur rundt om Stanley Park, så den har vi tilgode.... Vi valgte at gå til den gamle bydel, Gastown for at se nærmere på den. Mange fine bygninger og masser af hygge. Vi blev ramte af en lidt mere seriøs byge, så vi måtte søge ly i en bar (jojo den er god nok) og når det skulle være, var det jo ikke værst. Der blev købt de sidste få souvenirs, og vi gik videre uden at kigge på kortet...  hyggeligt nok, indtil vi kom til en bydel hvor der var mange hjemløse på gaden.... vi valgte at dreje af og gå mod centrum igen.

På vejen tilbage til hotellet blev vi ramt af en byge, som gjorde at Iben måtte have gang i føntørreren da vi nåede frem. Det blev til en kort pause på hotellet, til det lysnede igen.
Nu var vi så nået frem til sidste aften i byen, og vi valgte selvfølgelig The Keg som afslutning på vores ferie. 

Vi fik en ny tjener istedet for Jannie, det var ikke noget godt bytte.... jojo, der skal også være plads til føl, men alligevel... Vi fik bestilt dagens drink, som blev serveret ok hurtigt, men hvor var vandet? Nu var det jo sidste aften, så der blev bestil en af de større bøffer, med sovs! Bearnaise sovs! Iben gjorde den nye tjener opmærksom på hendes allergi, jaja.... så var vi ikke helt sikre på at alt var ok, men manageren fra i aftes komma forbi og sagde hej. Nu var vi jo lidt spændte på maden, men det forsvandt da manageren kom og serverede maden for Iben, og blot sagde, der er ingen problemer, spis bare! WOW tredje aften her, og det virker som om vi er stamkunder..... nå, men et lille pip fra tjeneren havde været ok.... og vi manglede vand! En dejlig aften, og vi fik da sagt til manageren at vi savnede Jannie. Det kunne hun godt forstå, en dygtig pige som de var kede af at skulle undvære! Nu var hun jo desværre for dem på vej hjem til Montreal, vel at mærke i bil! Det er tværs over Canada, så vi overhaler hende nok når vi flyver til Toronto i morgen....

For en gangs skyld tidligt hjemme, så hvad gør vi nu? Jo, napper et glas rødvin og begynder at pakke kufferten om, sjovt nok var den blevet lidt rodet efter 19 dage på farten... forstår det ikke!
Der gik lidt tid med at få styr på den kuffert, men det lykkedes at få plads til det hele igen.

Iben sad i sengen med mobilos for at blive opdateret på verden, nu vi havde godt internet, da jeg tog elevatoren til toppen på 22. etage for at se om jeg kunne få et par billeder med lidt af skylinen på. Det var heldigvis klart vejr, Så jeg fik nogle fornuftige skud fra toppen, glæder mig til at se nærmere på dem. Da jeg kom ned på 4.igen, hvor vi bor, var Iben væltet om på søndersiden, og der var ikke ikke tegn på at hun ville vågne igen, så jeg listede rundt og fik pakket det sidste og kameragrejet

Markedsdag.

8 september

Det blev ikke til mange timers søvn inden morgenmaden, vi skulle jo op og have noget ud af dagen. Vi valgte ligesom i Victoria at dele os, så det hele kunne nydes i det tempo der passede bedst. Iben og jeg valgte at tage over på Granville Island, en ø som er en stor markedsplads. Lidt sjovt at skulle med den lille aquabus derover, en meget kort tur hvor det var nødvendigt for “kaptajnen” at stoppe motoren, så de kunne nå at billetere alle. 

Hold nu op der var mange ting at se på der, noget mere spændende end andet.... både souvenir butikker, legetøj, outdoor tøj, gallerier og meget mere, samt et par haller som svarer til Torvehallerne i Kbh, dog meget mindre plads imellem boderne.... Vi fik et par timer eller dobbelt op til at gå, før vi vendte tilbage til hotellet, bare for et kort pitstop inden vi gik videre i byen.
Første stop blev cafeén på hjørnet, vi trængte til lidt benzin... kaffe og kage hjælper altid!

Gæt én gang hvor vi var på vej hen.... ja, rigtigt, The Keg! Denne gang ad en ny rute, vi skal jo se lidt af byen, og det er jo ret let at finde rundt i alle de her firkanter, så vi gik et par blokke længere hen før vi drejede af mod Yaletown og The Keg. 

Vi valgte at slå os ned tæt på baren, sådan lige i første omgang, nu var vi jo kommet midt i happy hour.... Det viste sig at være en god plan, da vi igen i aften fik Jannie som vores tjener. Vi fik som det første et glas vand, og så kunne vi få lov til at bestille drinks... Vi tog dagens, der var tranebærsaft i, det skulle være så sundt, og ja, vi tog to for at være på den sikre side. Alt imens var vandglasset blevet fyldt op igen, det må man ikke løbe tør for siger Jannie. Vi have bestemt os for at rykke ind i en mere rolig afdeling til maden, men da Jannie så fortalte at at vi skulle have en anden tjener, da det ikke var hendes afdeling blev vi siddende, hvilket både vi og hende var glade for. Vi fik bestilt mad, igen med manageren ind over, i aften en kvinde, dejligt at der er styr på det! Hun kunne så ikke tillade at Iben fik fritter til  burgeren, der var muligvis lavet fisk i frituren. Fritterne blev så skiftet ud med en stor portion salat, så alt var godt 


Vandglasset blev fyldt og endnu en lokal rødvin skulle testes, jamen jo, den var også go! Burgeren blev serveret af manageren, og Iben gik trygt ombord i den. Både manageren og Jannie kom forbi og hørte til om alt var som ønsket, og jo, alt ok. Jannie fyldte fremdeles på med vand, det må kunden aldrig gå tør for! Jojo, men rolig nu, vi drukner jo! Det havde vi det lidt sjovt med, og det endte da med at efter at jeg havde taget et enkelt slurk af glasset kom hun springende og fylde op, nu med et grin. Både Iben og jeg satte pris på hendes måde at være på, og vi fik da også snakket mere med hende. Da vi var klar til at gå, spurgte vi om hun mon skulle være der igen i morgen? Nej, det er min sidste aften her, i morgen kører jeg hjem til Montreal hvor jeg kommer fra, for at arbejde på en anden The Keg... det var jo lidt øv for os, men dejligt for hende. Vi fik taget et billede med hende og da jeg sagde at hun kom med i min blog over rejsen fik vi hendes fulde navn, da hun var glad for det. Hun er nu i Hall Of Fame over fantastiske tjenere, sammen med Gloria fra sidste års bryllupsrejse (beklager, men der var der ikke tid til at skrive blog!)

Vi skal den vej!

7 september

Så blev det tid til at forlade Vancouver Island, men først efter et besøg i Butchart Garden, en fin lille blomsterpark på ca 50 hektar.... Vi valgte at springe morgenmaden på hotellet over, vi var i går blevet advaret om at der kom et krydstogtskib med 4000 gæster, så det var en god idé at være der som de første, og det var vi! Vi ankom 20 min før åbningstid, men ikke noget problem, vi blev lukket ind, og da vi købte billetter lød det fra baggrunden “did I hear a foreign language?” Og så kom der ellers en dansk kvinde og gav os brochurer på dansk. Ikke så tit jeg får lov til det, fortalte hun. Sådan på jysk vil jeg sige at det var da ok pænt inde i den park.....  der bliver godt nok nusset om hver en blomst! Og hey, de har også fundet ud af at verden er i farver. 

Efter nogle timer i parken fortsatte vi mod Swarzts Bay hvor færgen sejler fra. Der var lige tid til at holde ind på en tank for at støvsuge og vaske vores vogn, som var en anelse mærket af de efterhånden mange km vi har kørt, den blev lidt beskidt i bjergene.....  Vi var grundige med forberedelserne, så en kvinde der holdt i kø bag os blev utålmodig og spurgte om det var ok at hun kørte foran os. Jow jow, men vi er klar om 5 min.... nå, men det at køre foran indebar at hun skulle bakke ud af køen.... det gik ikke så godt, hun overså en KÆMPE betonklods, det resulterede i en smadret baglygte og ridser på hele bagskærmen.... synd for hende! Hun tog det nu pænt, næste gang venter jeg...... og ja, vi kom i vaskehallen først, hun skulle lige bruge en rulle gaffatape, som åbenbart er standard udstyr i private biler herovre.

Vi kørte videre i vores nu igen skinnende rene vogn, og inden længe holdt vi i kø ved færgen som nogle af de første. Ikke værst at køre ombord som nummer 3, og Iben slap for at køre på ramper, selvom hun sikkert havde klaret det i stiv arm også. Det er altså ret sejt, at en der har haft det svært med at køre op ad Trehøje bakker, nu har drønet rundt i bjergene i snart 3 uger! Hvor der er vilje er der vej! (Også selvom de har været ret smalle)

Farvel til øen, og hej igen til Vancouver. Nu ventede en ny udfordring Iben, storby kørsel, eller ny og ny, hun har været i Los Angeles og San Francisco før, så den mest erfarne på det punkt. Det kom dog til at gå meget stille og roligt fra start, der var sket en ulykke på en anden vej, men det gjorde at det tog ca en time at køre halvanden km.... derfra skred det godt frem og snart blev husene højere og vi nærmede os downtown hvor vores hotel for resten af turen er. Skal hilse og sige at der var tæt trafik på den tresporede vej derind! Iben kørte pænt, og vi andre skulle bare sørge for at dirigere rette vej, hvilket vi selvfølgelig gjorde til UG. Vel fremme ved hotellet fik jeg tjekket ind, det gik fint selvom receptionisten fik sagt 2 nætter i stedet for 3..... ups, det er selvfølgelig 3.... så Nick slap for et kald. Så manglede vi blot at få parkeret vognen i kælderen, den var så ikke just beregnet på større biler, så der måtte arbejdes lidt på sagen, men pyt, vi havde bestemt os for ikke at køre rundt i byen, så næste tur bliver at aflevere den.

Der er ikke restaurant på hotellet, så vi måtte ud i byen at spise. Vi blev anbefalet et par steder, og vi valgte at gå efter The Keg, et steakhouse.... Vi fandt frem, trods anvisningerne fra hotellet ikke sad helt i skabet. Det skulle vise sig at være at godt valg, Iben nævnte i døren at hun er allergiker, no problem mam, bare sig det til jeres tjener, så finder vi ud af det. Vi bestilte, og vores tjener, Jannie forsikrede at der ikke ville være problemer, hun ville lade manageren vide om allergien. Der gik ikke længe før manageren stod ved vores bord, han fortalte at der blev sikret at alt var rent, ingen fisk og skaldyr i forbindelse med vores mad, han ville selv sikre det i køkkenet. Der gik ikke længe inden han personligt kom og serverede maden for Iben, igen, alt er OK. Det er sgu service!!
I mellemtiden var der selv sørget for drikkevarer, og vandglasset fyldt op. Vi nød den i øvrigt fantastiske mad og endnu et glas rødvin af den lokale slags. Må side at vi er positivt overrasket over deres vine herovre, vi har endnu ikke haft behov at bestille fra andre lande! 

Efter maden valgte Lone og Leif at vende tilbage til hotellet, Iben og jeg skulle så lige teste dagens drink. Vi blev siddende ved vores bord, og fik snakket lidt med Jannie. Hun vidste ikke lige hvor Danmark er, så vi måtte vise hende det på et kort. Fik jeg nævnt at dagens drink var baseret på gin? Nå, men det gjorde så at en blev til flere.... Jannie sørgede så for at vi ikke løb tør for vand i løbet af aftenen. Man skal lede længe efter så sød en tjener! Vi gik hjemad, eller vi gik fra vores bord... og landede i baren... det blev lige til en enkelt gin mere, og en lille kommentar og et stort smil fra Jannie, var i ikke på vej hjem? Joh, men baren er jo lang! Det blev måske til 2 gin mere, men det skulle lige fejres at vi var kommet så langt, og ingen (læs Iben) skulle køre dagen efter.

Det bevirkede, at det var godt at det ikke var Iben, der skulle finde tilbage til hotellet.... Så var vi endt i Alaska......

En dejlig dag.

6 september 

Dagen startede med en dejlig gåtur i den lille park tæt på hotellet for Iben og jeg inden den fælles morgenmad, og et tillykke til Lone i anledning af hendes fødselsdag.
Derefter valgte vi at dele os, planerne var jo blevet ændret lidt pga. diverse udfordringer i går, Lone og Leif gik på havnen, og vi kørte op til Gunner. Det tog så halvanden time at køre de omkring 35 km grundet vejarbejde 

Han stod klar til at tage imod os, for at vise sit paradis frem. Vi startede med en kop kaffe og noget af den hjemmerøgede laks, det var godt Efter masser af snak, fik vi en rundvisning i den store frugthave, drivhuset, og køkkenhaven det var flot, og Iben kunne da godt lige tænke sig sådan en have. Ovenpå den tur skulle vi køles ned med en øl, ikke værst. Iben smagte på den hjemmelavede brombær vin, hun gav Gunner ret i at den kunne have været bedre.... 
Vi måtte gerne være blevet hele dagen, men Gunner forstod godt at vi gerne ville se lidt af Victoria også, så efter nogle hyggelige timer trillede vi videre.

Nu var det blevet varmt, så de kortærmede bukser kom på, og vi satte kursen på gåben mod havnen. Igen blev imponeret af den kaskade af blomster der var alle vegne! Det er simpelthen et fantastisk syn, tror nok Fredensborg har lang vej igen, før den grønne slotsby slår igennem!. Der var masser af mennesker og aktiviteter i hele havneområdet, vandflyvere, diverse både til hvalsafari og masser af boder, ret hyggeligt. Vi bestemte os for at gå rundt om den lille halvø, som der er havn hele vejen rundt om. Det blev til et pitstop på Fishermans Wharf, vel nærmest Victoria’s bud på Nyhavn, med farver og spisesteder, dog mest fisk og skaldyr, så vi måtte nøjes med de våde varer.... Næste spændende stop blev der hvor de store krydstogt skibe ligger til, der var 3 af de pænt store. Der var en del fine huse med en fornuftig udsigt på vejen rundt, desværre også noget nybygget som på ingen måde passer ind i miljøet.

Efter en dag hver for sig, mødtes vi igen med Lone og Leif, der blev inviteret på fødselsdags middag, og efter at have gået lidt rundt i byen igen for at finde et godt sted, endte vi på hotellet, det vidste vi var godt, og de havde styr på allergener.


På vej til hovedstaden.

5 september

Tiden i Ucluelet var gået alt for hurtigt, og det var faktisk lidt ærgerligt, det er et dejligt sted. Vi sov godt og lidt længe, men vi måtte jo afsted igen, der ventede en lang tur til Victoria, hvor det var planen at Lone og Leif skulle afleveres ved hotellet tidlig, så Iben og jeg kunne køre tilbage til Duncan for at besøge først Annette, og så Gunner i Mill Bay. Det viste sig så bare at det at lave planer på denne tur ikke er nemt, vi skulle jo lige tjekke ud fra hotellet først, hvilket heller ikke blev problemfrit.... vi skulle da lige betale for nat nr. 2, det var der nemlig ikke gjort! Godt nok havde vi nu fået hotline numre, men den flinke receptionist mente nok vi kunne finde ud af det. Han havde dagen før talt med Nick, men var ikke blevet helt klog på hvad Nick egentlig ville.... det havde været meget forvirrende. Han valgte at slette beløbet fra vores regning, og satse på at finde ud af det med agenten.... god fornøjelse med det! Den flinke receptionist spurgte, efter at have hørt vores historie omkring problemerne, om han ikke lige skulle ringe til næst hotel og spørge om alt var ok der, eller vi skulle bruge vores nye hotline. Der var betalt, og 2 (TO) værelser stod klar, fedt, og sikken en service!
 Vi fik så alligevel et lidt længere ophold i Uclulet end beregnet..... JUBII eller noget. 

Afsted kom vi, bilen blev tanket og forude ventede der et par bakker og nogle sving. Grundet den sene afgang fra hotellet, var vi så heldige at ramme det vejarbejde der skulle starte på dagen, så vi blev da lige yderligere forsinket, øv, men det gav da tid til at nyde naturen.... Efter den nu bratte nedkørsel på 18% gik det derud af og Iben piskede Dodgen’s mange hypper fremad og vi nåede endelig highway’en mod Victoria. Det stod dog klart at vi på ingen måde kunne nå til Victoria og tilbage til Duncan til den aftalte mødetid med Annette, så heldigvis gik Lone og Leif med til at kigge lidt på totempæle i Duncan imens vi så kunne hygge med Anette en times tid over kaffe og kage i Duncan Garage. Dejligt at det lykkedes!

Jeg måtte så ringe til Gunner og sige at vi ikke kunne nå at besøge ham, som ellers aftalt, heldigvis havde han ikke planer efterfølgende dag, så vi aftalte at komme der.

Nu gik turen videre mod Victoria og James Bay Inn. Det gik smertefrit at finde frem til hotellet, og vi fik tjekket ind uden problemer, egentlig rart at prøve. At Lone og Leif så fik et værelse hvor der dårligt var plads til deres kufferter er en anden sag, men det gik nu fint. Vi spiste på hotellet, og hey, de kan stege bøffer! Desserten blev en GT i baren, inden der skulle lades op efter en lang dag.