onsdag den 16. oktober 2013

Geparder med røde næser

4-10

Vi var igen klar til at nøjes med en kop kaffe til at starte på, for senere at nyde morgenmaden på savannen, noget man godt kan vænne sig til tror jeg. Fandt ud af at en hammerhoved fugl tager sig godt ud i solopgangens dejlige lys.
 Fik sagt godmorgen til at par løver inden det blev til masser af zebraer. Sidder lige og funderer over om ham der opfandt stregkoden mon havde zebraen som yndlingsdyr... var så heldig at der da også lige løb et sjakal par ind i billedet, første gang de begge kom med, selvom de altid følges, da de danner par for livet.
Nu steg spændingen, et par løver havde helt tydeligt fået øje på et dyr som skulle jages. De listede sig nærmere, og tæt på buskene kom der fart på, men de må vist have nye listesko da deres bytte havde opdaget dem og det lykkedes at slippe væk, så tilbage stod de og måtte slukørede se den lille snack forsvinde.... Fedt med lidt action!

Fluer i luften = gnuer i farvandet/på savannen! Der var en del gnuer, men på det forkerte sted da vi hellere havde set dem krydse floden for at trække ned på Serengeti. Vi fandt os et godt træ, som efter det obligatorike tjek for sovende leoparder, der var desværre ingen, blev vores skygge til morgenmaden, nu med udsigt til gnuerne. Jamen  det er altså hyggeligt med morgenmad på savannen! Igen den periodiske fejl på bilen, så vi måtte lige have et skub af en anden vogn for at starte, ikke noget der passer Seif!
Vel tilpasse kørte vi videre og så en træt ung hanløve inden vi kom til endnu et lille vandløb der skulle forceres, ikke det store problem i vores fine køretøjer. Et pølsetræ, jojo den er god nok, store "muldvarpe skud" flot udsigt, nu et par hanløver der slænger sig under et træ, hele tiden indtryk! En stor flok bøfler der fredeligt går og græsser og ellers ser ud til at tænke "hvad glor i på?" for så lige at gumle den anden vej lidt... Sidste stop inden middag blev en lille flok elefanter, hvoraf vi blev kigget lidt an af en han der gik tæt bagom bilen. Længere fremme havde en anden gang i at bruge et træ som kløpind...

Middagspausen blev brugt til at gå en lille tur rundt omkring på lodgen. Der er et udsigtspnkt med en fantastisk udsigt ned over Mara floden. Tror også de små gekkoer synes om det, der var ihvertfald en del af dem, og ja, den med de mange farver er selvfølgelig hannen... der blev også lige tid til at sidde og nyde en kold Tusker inden eftermiddagens game drive.

Vi kom ikke langt på eftermiddagens game drive før lattermusklerne blev rørt. De smu kid af Thomson gazeller var i legehumør og løb efter de store sekretær fugle, som baskede med vingerne og løb væk fra dem, et herligt syn! Næste stop ved floden hvor en del krokodiller lå med åbne gab for at køle sig lidt ned, et par flodheste holdt sig under vandet, og nu fik vi set en giraf drikke. Nogen burde altså gi dem et sugerør så de slap for besværet med at bukke sig! Det blev også til kig på de smukke impalaer, waterbucks og en ung hanløve der tronede på toppen af en tue.

Nu var det tid til endnu et fællesmøde under et træ, denne gang med det formål at nyde et glas champagne som afslutning på en fantastisk tur! Både skønt og vemodigt på samme tid.... Sanna og Hans havde gaver til "stamkunderne"  Efter lidt genopfyldning og underholdning af vores drivere blev der tid til hold fotos ved bilerne inden vi måtte videre for at køre tilbage til lodgen... Nu var det jo ikke helt slut med game drive, så det blev en fed tur, først med en løveflok hvor de unge dyr var ret kåde og der blev tumlet som små kattekillinger. Endnu bedre blev det da der lidt længere fremme sad 3 geparder igang med aftensmaden!! Det var for fedt at komme så tæt på dem, og selvom der ikke var meget lys tilbage blev der vist skudt en rulle med 24 billeder af... og ja, det var en farve film! Da det jo var sidste aften sammen mødtes vi alle i baren inden maden for lige at snakke og få en lille GT så vi kunne skåle. Efter maden var vi da lige nødt til at besøge baren, de geparder skulle da fejres. Vi nåede da også at blive tørstige inden vores drinks kom... sådan en god halv time efter bestilling... det ligner jo heller ikke noget at bestille noget der skal blandes! Men hygsomt var det!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar