torsdag den 12. oktober 2023

Spiderman på besøg


20-09-23


 Vi fulgte opskriften fra igår, tidligt op, kaffe og kage og så ellers afsted med madpakke ombord.

Igen en tur langs floden, nu i det flotte morgenlys, altså, det bliver man aldrig træt af, her er vildt smukt. 

Dagens plan var at krydse floden for at køre i Samburu reservatet, som ligger på modsatte side af Den brune flod, lige over for lodgen, det tager så lidt tid at komme den vej rundt. Undervejs mødte vi en pæn flok elefanter, gerenuk, goliat hejre, en krumnæb og giraffer. For ikke at komme ud i at det blev for sent med morgenmaden valgte vi at indtage den ved broen over floden inden gaten til reservatet, mega hyggeligt at sidde der, og så havde vi også vagter på til at holde de små frække aber på afstand, nå ja der kunne jo også komme større dyr…. Her fik vi også taget billeder sammen med John og bilen, der blev skiftet fotograf undervejs, da John ikke var tilfreds med billederne, de skulle leve op til den standard der ellers blev taget fra hans bil på turen!


 Nu kom vi til det skønne område med en blanding af træer og store buske som står så passende spredt at man kan køre rundt imellem dem, men alligevel så tæt at man ikke ved om der står et dyr bag. Vi vi cruisede rundt og kom helt ud til floden hvor der stod et “Tower” af giraffer, betegnelsen for en stor flok der står samme sted. Fedt syn med 20+ giraffer der var ude for at drikke af floden. Imellem de tætte buske så vi perlehøns, impalaer med kid og elefanter, ja de kan godt gemme sig der. Her lærte vi så lidt nyt, nemlig at se på hovedformen for at bestemme om det er en hun- eller hanelefant der står foran os (jaja, hvis han elefanten har det 5 ben ude er man jo ikke i tvivl) Er de meget “firkantede” i hovedet er det hunelefanter, og hey, nu kunne vi så kønsbestemme de små også.

Tiden flyver her, så tid til at vende næsen mod lodgen og frokost, på vejen så vi bavianer, grevy’s zebraer og perlehøns med hjelm der poserede og ikke mindst en gepard der holdt hvil i skyggen.

I vores frokostpause havde vi selskab af en isfugl som poserede lystigt i et træ tæt på.


 Eftermiddagen bød på ny tur på “vores” side af floden, vi kom forbi et meget frodigt område med flot grønt græs og pæne træer, igen bare flot natur her. Nu vi kører i Landcruiser kunne vi forcere et lille vandløb uden problemer, selvom Iben var en anelse skeptisk… John kender sin bil! Vi kom længere ud i området end vi har været før og mødte blandt andet endnu en meget stor og flot han elefant der gik for sig selv, og nå ja, en han struds som hyggede sig med hunnerne, der blev danset og…. Ikke langt fra den store elefant var der nu komsammen af biler omkring en lille samling træer, hvad mon der gemte sig der? Det viste sig at være en lille løvefamilie der havde fundet sig et godt sted, det var nemlig umuligt at holde tæt på dem, men John kørte alligevel ned til gruppen af biler….. vi har jo kameraer med, og han stoppede bag de andre. Vi fik fine skud, men tror at alle dem der stod med deres mobiler skal lede lidt efter løverne på billedet….

I tusmørket på vej tilbage blev det til endnu et par rovfugle, denne gang høge. 

 

 Til aftensmaden havde vi inviteret John med, det gav nogle rigtig hyggelige timer, faktisk alt for mange, da John havde sagt at det ikke skulle være for sent, men når snakken går, flyver tiden. Med Gloria som tjener kunne det ikke blive en bedre aften, hun var også hurtig til at fortælle John hvad vi havde sagt om ham, imens han lige var ude at sige godnat til sine børn via videoopkald, så heldigt at vi kun har godt at sige om John og hans måde at køre/være på.


 Da vi kom tilbage til vores telt efter aftensmaden opdagede jeg at vi havde fået besøg. Nu spørger i så, af hvem/hvad? Det var ikke en abe, men dog lidt i den retning, ihverfald navnet på bæstet, det var nemlig en baboon spider! En sød lille fætter der vel ikke var mere end 8-10 cm lang og havde pels over det hele. Grundet hensynet til mine trommehinder og roen i hele campen valgte jeg at det nok var klogest ikke at begynde at finde kameraet frem, men bare bede Iben om at åbne døren og så ellers gå lidt væk, så jeg lige kunne gelejde den ud pakket ind i et lille tæppe. 

Foto:Senalala Safari Lodge


Bonusinfo, det er en tarantel og den kan blive op til 15 cm, spiser blandt andet skorpioner.

Behøves jeg mon at nævne at jeg blev bedt om at tjekke alt inden Iben krøb i seng….



























































1 kommentar:

  1. Jeg havde heller ikke skånet dine ører 🤣👍 flotte billeder, skønt at I får en på oplevelsen, nyd det mens I er der. Kh. Jeannette 📚

    SvarSlet