Downtown Vancouver

9 september

Sidste hele dag i ferien, igen valgte vi at dele os. Desværre for os ikke det bedste vejr, men igen, de trænger i den grad til regn, så fint nok, vi klarer os. Ikke vejr til den lange tur rundt om Stanley Park, så den har vi tilgode.... Vi valgte at gå til den gamle bydel, Gastown for at se nærmere på den. Mange fine bygninger og masser af hygge. Vi blev ramte af en lidt mere seriøs byge, så vi måtte søge ly i en bar (jojo den er god nok) og når det skulle være, var det jo ikke værst. Der blev købt de sidste få souvenirs, og vi gik videre uden at kigge på kortet...  hyggeligt nok, indtil vi kom til en bydel hvor der var mange hjemløse på gaden.... vi valgte at dreje af og gå mod centrum igen.

På vejen tilbage til hotellet blev vi ramt af en byge, som gjorde at Iben måtte have gang i føntørreren da vi nåede frem. Det blev til en kort pause på hotellet, til det lysnede igen.

Nu var vi så nået frem til sidste aften i byen, og vi valgte selvfølgelig The Keg som afslutning på vores ferie. 

Vi fik en ny tjener istedet for Jannie, det var ikke noget godt bytte.... jojo, der skal også være plads til føl, men alligevel... Vi fik bestilt dagens drink, som blev serveret ok hurtigt, men hvor var vandet? Nu var det jo sidste aften, så der blev bestil en af de større bøffer, med sovs! Bearnaise sovs! Iben gjorde den nye tjener opmærksom på hendes allergi, jaja.... så var vi ikke helt sikre på at alt var ok, men manageren fra i aftes komma forbi og sagde hej. Nu var vi jo lidt spændte på maden, men det forsvandt da manageren kom og serverede maden for Iben, og blot sagde, der er ingen problemer, spis bare! WOW tredje aften her, og det virker som om vi er stamkunder..... nå, men et lille pip fra tjeneren havde været ok.... og vi manglede vand! En dejlig aften, og vi fik da sagt til manageren at vi savnede Jannie. Det kunne hun godt forstå, en dygtig pige som de var kede af at skulle undvære! Nu var hun jo desværre for dem på vej hjem til Montreal, vel at mærke i bil! Det er tværs over Canada, så vi overhaler hende nok når vi flyver til Toronto i morgen....

For en gangs skyld tidligt hjemme, så hvad gør vi nu? Jo, napper et glas rødvin og begynder at pakke kufferten om, sjovt nok var den blevet lidt rodet efter 19 dage på farten... forstår det ikke!

Der gik lidt tid med at få styr på den kuffert, men det lykkedes at få plads til det hele igen.

Iben sad i sengen med mobilos for at blive opdateret på verden, nu vi havde godt internet, da jeg tog elevatoren til toppen på 22. etage for at se om jeg kunne få et par billeder med lidt af skylinen på. Det var heldigvis klart vejr, Så jeg fik nogle fornuftige skud fra toppen, glæder mig til at se nærmere på dem. Da jeg kom ned på 4.igen, hvor vi bor, var Iben væltet om på søndersiden, og der var ikke ikke tegn på at hun ville vågne igen, så jeg listede rundt og fik pakket det sidste og kameragrejet

Markedsdag.

8 september

Det blev ikke til mange timers søvn inden morgenmaden, vi skulle jo op og have noget ud af dagen. Vi valgte ligesom i Victoria at dele os, så det hele kunne nydes i det tempo der passede bedst. Iben og jeg valgte at tage over på Granville Island, en ø som er en stor markedsplads. Lidt sjovt at skulle med den lille aquabus derover, en meget kort tur hvor det var nødvendigt for “kaptajnen” at stoppe motoren, så de kunne nå at billetere alle. 

Hold nu op der var mange ting at se på der, noget mere spændende end andet.... både souvenir butikker, legetøj, outdoor tøj, gallerier og meget mere, samt et par haller som svarer til Torvehallerne i Kbh, dog meget mindre plads imellem boderne.... Vi fik et par timer eller dobbelt op til at gå, før vi vendte tilbage til hotellet, bare for et kort pitstop inden vi gik videre i byen.

Første stop blev cafeén på hjørnet, vi trængte til lidt benzin... kaffe og kage hjælper altid!

Gæt én gang hvor vi var på vej hen.... ja, rigtigt, The Keg! Denne gang ad en ny rute, vi skal jo se lidt af byen, og det er jo ret let at finde rundt i alle de her firkanter, så vi gik et par blokke længere hen før vi drejede af mod Yaletown og The Keg. 

Vi valgte at slå os ned tæt på baren, sådan lige i første omgang, nu var vi jo kommet midt i happy hour.... Det viste sig at være en god plan, da vi igen i aften fik Jannie som vores tjener. Vi fik som det første et glas vand, og så kunne vi få lov til at bestille drinks... Vi tog dagens, der var tranebærsaft i, det skulle være så sundt, og ja, vi tog to for at være på den sikre side. Alt imens var vandglasset blevet fyldt op igen, det må man ikke løbe tør for siger Jannie. Vi have bestemt os for at rykke ind i en mere rolig afdeling til maden, men da Jannie så fortalte at at vi skulle have en anden tjener, da det ikke var hendes afdeling blev vi siddende, hvilket både vi og hende var glade for. Vi fik bestilt mad, igen med manageren ind over, i aften en kvinde, dejligt at der er styr på det! Hun kunne så ikke tillade at Iben fik fritter til  burgeren, der var muligvis lavet fisk i frituren. Fritterne blev så skiftet ud med en stor portion salat, så alt var godt 

Vandglasset blev fyldt og endnu en lokal rødvin skulle testes, jamen jo, den var også go! Burgeren blev serveret af manageren, og Iben gik trygt ombord i den. Både manageren og Jannie kom forbi og hørte til om alt var som ønsket, og jo, alt ok. Jannie fyldte fremdeles på med vand, det må kunden aldrig gå tør for! Jojo, men rolig nu, vi drukner jo! Det havde vi det lidt sjovt med, og det endte da med at efter at jeg havde taget et enkelt slurk af glasset kom hun springende og fylde op, nu med et grin. Både Iben og jeg satte pris på hendes måde at være på, og vi fik da også snakket mere med hende. Da vi var klar til at gå, spurgte vi om hun mon skulle være der igen i morgen? Nej, det er min sidste aften her, i morgen kører jeg hjem til Montreal hvor jeg kommer fra, for at arbejde på en anden The Keg... det var jo lidt øv for os, men dejligt for hende. Vi fik taget et billede med hende og da jeg sagde at hun kom med i min blog over rejsen fik vi hendes fulde navn, da hun var glad for det. Hun er nu i Hall Of Fame over fantastiske tjenere, sammen med Gloria fra sidste års bryllupsrejse (beklager, men der var der ikke tid til at skrive blog!)

Vi skal den vej!

7 september

Så blev det tid til at forlade Vancouver Island, men først efter et besøg i Butchart Garden, en fin lille blomsterpark på ca 50 hektar.... Vi valgte at springe morgenmaden på hotellet over, vi var i går blevet advaret om at der kom et krydstogtskib med 4000 gæster, så det var en god idé at være der som de første, og det var vi! Vi ankom 20 min før åbningstid, men ikke noget problem, vi blev lukket ind, og da vi købte billetter lød det fra baggrunden “did I hear a foreign language?” Og så kom der ellers en dansk kvinde og gav os brochurer på dansk. Ikke så tit jeg får lov til det, fortalte hun. Sådan på jysk vil jeg sige at det var da ok pænt inde i den park.....  der bliver godt nok nusset om hver en blomst! Og hey, de har også fundet ud af at verden er i farver. 

Efter nogle timer i parken fortsatte vi mod Swarzts Bay hvor færgen sejler fra. Der var lige tid til at holde ind på en tank for at støvsuge og vaske vores vogn, som var en anelse mærket af de efterhånden mange km vi har kørt, den blev lidt beskidt i bjergene.....  Vi var grundige med forberedelserne, så en kvinde der holdt i kø bag os blev utålmodig og spurgte om det var ok at hun kørte foran os. Jow jow, men vi er klar om 5 min.... nå, men det at køre foran indebar at hun skulle bakke ud af køen.... det gik ikke så godt, hun overså en KÆMPE betonklods, det resulterede i en smadret baglygte og ridser på hele bagskærmen.... synd for hende! Hun tog det nu pænt, næste gang venter jeg...... og ja, vi kom i vaskehallen først, hun skulle lige bruge en rulle gaffatape, som åbenbart er standard udstyr i private biler herovre.

Vi kørte videre i vores nu igen skinnende rene vogn, og inden længe holdt vi i kø ved færgen som nogle af de første. Ikke værst at køre ombord som nummer 3, og Iben slap for at køre på ramper, selvom hun sikkert havde klaret det i stiv arm også. Det er altså ret sejt, at en der har haft det svært med at køre op ad Trehøje bakker, nu har drønet rundt i bjergene i snart 3 uger! Hvor der er vilje er der vej! (Også selvom de har været ret smalle)

Farvel til øen, og hej igen til Vancouver. Nu ventede en ny udfordring Iben, storby kørsel, eller ny og ny, hun har været i Los Angeles og San Francisco før, så den mest erfarne på det punkt. Det kom dog til at gå meget stille og roligt fra start, der var sket en ulykke på en anden vej, men det gjorde at det tog ca en time at køre halvanden km.... derfra skred det godt frem og snart blev husene højere og vi nærmede os downtown hvor vores hotel for resten af turen er. Skal hilse og sige at der var tæt trafik på den tresporede vej derind! Iben kørte pænt, og vi andre skulle bare sørge for at dirigere rette vej, hvilket vi selvfølgelig gjorde til UG. Vel fremme ved hotellet fik jeg tjekket ind, det gik fint selvom receptionisten fik sagt 2 nætter i stedet for 3..... ups, det er selvfølgelig 3.... så Nick slap for et kald. Så manglede vi blot at få parkeret vognen i kælderen, den var så ikke just beregnet på større biler, så der måtte arbejdes lidt på sagen, men pyt, vi havde bestemt os for ikke at køre rundt i byen, så næste tur bliver at aflevere den.

Der er ikke restaurant på hotellet, så vi måtte ud i byen at spise. Vi blev anbefalet et par steder, og vi valgte at gå efter The Keg, et steakhouse.... Vi fandt frem, trods anvisningerne fra hotellet ikke sad helt i skabet. Det skulle vise sig at være at godt valg, Iben nævnte i døren at hun er allergiker, no problem mam, bare sig det til jeres tjener, så finder vi ud af det. Vi bestilte, og vores tjener, Jannie forsikrede at der ikke ville være problemer, hun ville lade manageren vide om allergien. Der gik ikke længe før manageren stod ved vores bord, han fortalte at der blev sikret at alt var rent, ingen fisk og skaldyr i forbindelse med vores mad, han ville selv sikre det i køkkenet. Der gik ikke længe inden han personligt kom og serverede maden for Iben, igen, alt er OK. Det er sgu service!!

I mellemtiden var der selv sørget for drikkevarer, og vandglasset fyldt op. Vi nød den i øvrigt fantastiske mad og endnu et glas rødvin af den lokale slags. Må side at vi er positivt overrasket over deres vine herovre, vi har endnu ikke haft behov at bestille fra andre lande! 

Efter maden valgte Lone og Leif at vende tilbage til hotellet, Iben og jeg skulle så lige teste dagens drink. Vi blev siddende ved vores bord, og fik snakket lidt med Jannie. Hun vidste ikke lige hvor Danmark er, så vi måtte vise hende det på et kort. Fik jeg nævnt at dagens drink var baseret på gin? Nå, men det gjorde så at en blev til flere.... Jannie sørgede så for at vi ikke løb tør for vand i løbet af aftenen. Man skal lede længe efter så sød en tjener! Vi gik hjemad, eller vi gik fra vores bord... og landede i baren... det blev lige til en enkelt gin mere, og en lille kommentar og et stort smil fra Jannie, var i ikke på vej hjem? Joh, men baren er jo lang! Det blev måske til 2 gin mere, men det skulle lige fejres at vi var kommet så langt, og ingen (læs Iben) skulle køre dagen efter.

Det bevirkede, at det var godt at det ikke var Iben, der skulle finde tilbage til hotellet.... Så var vi endt i Alaska......

En dejlig dag.

6 september 

Dagen startede med en dejlig gåtur i den lille park tæt på hotellet for Iben og jeg inden den fælles morgenmad, og et tillykke til Lone i anledning af hendes fødselsdag.

Derefter valgte vi at dele os, planerne var jo blevet ændret lidt pga. diverse udfordringer i går, Lone og Leif gik på havnen, og vi kørte op til Gunner. Det tog så halvanden time at køre de omkring 35 km grundet vejarbejde 

Han stod klar til at tage imod os, for at vise sit paradis frem. Vi startede med en kop kaffe og noget af den hjemmerøgede laks, det var godt Efter masser af snak, fik vi en rundvisning i den store frugthave, drivhuset, og køkkenhaven det var flot, og Iben kunne da godt lige tænke sig sådan en have. Ovenpå den tur skulle vi køles ned med en øl, ikke værst. Iben smagte på den hjemmelavede brombær vin, hun gav Gunner ret i at den kunne have været bedre.... 

Vi måtte gerne være blevet hele dagen, men Gunner forstod godt at vi gerne ville se lidt af Victoria også, så efter nogle hyggelige timer trillede vi videre.

Nu var det blevet varmt, så de kortærmede bukser kom på, og vi satte kursen på gåben mod havnen. Igen blev imponeret af den kaskade af blomster der var alle vegne! Det er simpelthen et fantastisk syn, tror nok Fredensborg har lang vej igen, før den grønne slotsby slår igennem!. Der var masser af mennesker og aktiviteter i hele havneområdet, vandflyvere, diverse både til hvalsafari og masser af boder, ret hyggeligt. Vi bestemte os for at gå rundt om den lille halvø, som der er havn hele vejen rundt om. Det blev til et pitstop på Fishermans Wharf, vel nærmest Victoria’s bud på Nyhavn, med farver og spisesteder, dog mest fisk og skaldyr, så vi måtte nøjes med de våde varer.... Næste spændende stop blev der hvor de store krydstogt skibe ligger til, der var 3 af de pænt store. Der var en del fine huse med en fornuftig udsigt på vejen rundt, desværre også noget nybygget som på ingen måde passer ind i miljøet.

Efter en dag hver for sig, mødtes vi igen med Lone og Leif, der blev inviteret på fødselsdags middag, og efter at have gået lidt rundt i byen igen for at finde et godt sted, endte vi på hotellet, det vidste vi var godt, og de havde styr på allergener.

På vej til hovedstaden.

5 september

Tiden i Ucluelet var gået alt for hurtigt, og det var faktisk lidt ærgerligt, det er et dejligt sted. Vi sov godt og lidt længe, men vi måtte jo afsted igen, der ventede en lang tur til Victoria, hvor det var planen at Lone og Leif skulle afleveres ved hotellet tidlig, så Iben og jeg kunne køre tilbage til Duncan for at besøge først Annette, og så Gunner i Mill Bay. Det viste sig så bare at det at lave planer på denne tur ikke er nemt, vi skulle jo lige tjekke ud fra hotellet først, hvilket heller ikke blev problemfrit.... vi skulle da lige betale for nat nr. 2, det var der nemlig ikke gjort! Godt nok havde vi nu fået hotline numre, men den flinke receptionist mente nok vi kunne finde ud af det. Han havde dagen før talt med Nick, men var ikke blevet helt klog på hvad Nick egentlig ville.... det havde været meget forvirrende. Han valgte at slette beløbet fra vores regning, og satse på at finde ud af det med agenten.... god fornøjelse med det! Den flinke receptionist spurgte, efter at have hørt vores historie omkring problemerne, om han ikke lige skulle ringe til næst hotel og spørge om alt var ok der, eller vi skulle bruge vores nye hotline. Der var betalt, og 2 (TO) værelser stod klar, fedt, og sikken en service!

 Vi fik så alligevel et lidt længere ophold i Uclulet end beregnet..... JUBII eller noget. 

Afsted kom vi, bilen blev tanket og forude ventede der et par bakker og nogle sving. Grundet den sene afgang fra hotellet, var vi så heldige at ramme det vejarbejde der skulle starte på dagen, så vi blev da lige yderligere forsinket, øv, men det gav da tid til at nyde naturen.... Efter den nu bratte nedkørsel på 18% gik det derud af og Iben piskede Dodgen’s mange hypper fremad og vi nåede endelig highway’en mod Victoria. Det stod dog klart at vi på ingen måde kunne nå til Victoria og tilbage til Duncan til den aftalte mødetid med Annette, så heldigvis gik Lone og Leif med til at kigge lidt på totempæle i Duncan imens vi så kunne hygge med Anette en times tid over kaffe og kage i Duncan Garage. Dejligt at det lykkedes!

Jeg måtte så ringe til Gunner og sige at vi ikke kunne nå at besøge ham, som ellers aftalt, heldigvis havde han ikke planer efterfølgende dag, så vi aftalte at komme der.

Nu gik turen videre mod Victoria og James Bay Inn. Det gik smertefrit at finde frem til hotellet, og vi fik tjekket ind uden problemer, egentlig rart at prøve. At Lone og Leif så fik et værelse hvor der dårligt var plads til deres kufferter er en anden sag, men det gik nu fint. Vi spiste på hotellet, og hey, de kan stege bøffer! Desserten blev en GT i baren, inden der skulle lades op efter en lang dag.

Ved havet, shh

4 september

Bøvlet med indtjekning betød jo så at vi endnu engang måtte tidligt op for at ringe til vores agent.... skal vi nøjes med at kalde det TRÆLS!!! Igen fik vi beskeden om at vi da bare skulle have brugt hotlinen... det kan i jo finde i jeres rejsedokumenter, som tidligere nævnt! Igen måtte vi fortælle at vi ikke har det nummer.... og jeg var igennem alt for at være sikker. Nu bad jeg så om at få at vide nøjagtig hvilken mail den var i! Gæt engang, den havde han da glemt at sende til os! Nu kom der så mange beklagelser, undskyldninger og forsikringer om at der ikke var flere problemer, og nå ja, det var jo hotellet der havde problemer.... vi kom kun en halv time senere til morgenmad end aftalt.....

Vi bestemte os for at gå den tur der var langs stillehavskysten, en tur på godt 5 km frem og tilbage, med mulighed for lidt omveje. Det var en smuk tur i det flotte vejr, og nok havde vi fået at vide at det var en flad rute, men lidt op og ned gik det, og selvom der var mange stop ved udsigter, kunne vi godt holde varmen. Det blev så også kun Iben og jeg der nåede ud til enden af ruten, da Lone og Leif hørte et par fadøl kalde på dem, så de måtte vende om.

Da vi efter turen tilbage, med omveje, bla. forbi de gamle cedertræer, som ikke stod tilbage for fætrene i Cathedral Grove, man føler sig lille der, kom tilbage til hotellet sad L&L med deres øl på terrassen og vi valgte efter længere overvejelse (nøøøj 2 sekunder kan føles laaaaange) at gøre dem følgeskab, da vi jo var blevet tørstige af den lange tur, og det var jo skønt at sidde ved Stillehavets kyst med en kølig pils ved hånden. Vi blev siddende der til kl happy hour var slut.... L&L fik cola til maden!

Bjergkøbing grandprix

3 september

Igen i dag kunne vi komme tidligt op, endnu en sejltur på jagt efter bjørne ventede inden vi desværre må forlade dette fantastiske sted. Det var en skøn morgen, solen skinnede igennem skyerne og vi fik set et glimt af hvor smuk fjorden er. Da der ikke var udsigt til regn, blev bådens tag lagt ned, så der var fri udsigt, skønt! Vi sejlede afsted på det rolige vand fik efter kort tid øje på en bjørn i vandet, men desværre på lang afstand, så vi nåede ikke frem til at få billeder af den der. Dog kom vi tæt nok på, til at se den stige op af vandet, hvorfra den hurtigt forsvandt i vegetationen.... Den blev ved at pusle rundt i krattet uden for synsvidde, øv at den ikke ville lege med os! Eller måske det var det den gjorde.... Det var alligevel skønt at vente der, vi fik set Bald eagles, traner, isfugl med mere, så alt i alt en dejlig morgen!

Vi fik sagt farvel til de guider vi havde hygget os sammen med om aftenen, og steg ombord på det lille vandfly, denne gang Iben og jeg i det første, mens Lone og Leif måtte vente på det næste. Det blev igen en tur med flot udsigt over fjordene og de små øer, nå ja der var så lige lidt små huller i luften så vi hoppede lidt et par gange.Da alle mand havde fået fast grund under fødderne igen, fik vi hurtigt vores bagage, så bilen kunne kke til den videre færd.  

Næste stop blev Cathedral Grove, en skov med kæmpe træer, de højeste er 87 meter, eller noget i den stil, målebåndet smuttede desværre for mig da jeg klatrede op for at tjekke.... damn! Jeg fik givet det største træ det kram jeg havde sat i banken til det sidst jeg var her. Efter det trillede vi videre mod Ucluelet, sikke en køretur det blev! Det var op og ned ud og ind hele vejen, især det sidste stykke var lidt krævende for chaufføren (ja det var da selvfølgelig Iben) med skarpe sving og en 18% stigning, op ad bakke!

Vi nåede frem til vores hotel, Black Ocean Front, der gad vi godt bo. At det så endnu engang blev besværligt at tjekke ind overraskede os egentlig ikke..... endnu engang fik vi at vide at der var 2 værelser til Iben og jeg og et til Lone og Leif... Iben og jeg er altså ret glade for hinanden og har ikke bestilt hver vores værelse! Sammen med den flinke receptionist blev vi enige om at 2 værelser var nok, og vi blev indlogeret for de næste 2 nætter. Vi nåede lige happy hour inden vi skulle nyde en god middag på vores anden bryllupsdag.

Én på opleveren

2 september.

Så kom dagen vi alle så frem til! Ingen havde problemer med at komme tidligt op, for nu skulle vi afsted til Knight Inlet, hvor der er gode muligheder for at se grizly’er, de der forvoksede teddybamser.
Vi fik hurtigt overstået morgenmaden, og kørte den korte tur ud til stedet hvor vandflyene fløj ud fra. Vi blev tjekket ind og var snart klar til afgang, piloten spurgte om der var en der havde lyst til at være co-pilot, og Iben var vaks og meldte sig straks. Hun steg først ombord og vi andre fulgte efter, 8 gæster og 2 medarbejdere fra lodgen. Det blev en fed flyvetur i lav højde imellem bjergene, fantastisk oplevelse.

Vel fremme på Knigt Inlet  blev vi guidet igennem det program der ventede os det næste døgns tid, jojo der var fart på, ingen tid at spilde! Efter introduktionen til lodgen, var der lige tid til en kop kaffe, inden vi skulle have iført os en varm jakke med indbygget redningsvest, og første sejltur ventede os.
Inden læge var vi afsted, og efter en god halv times tid var der gevinst, en flot grizly poserede for os på kysten, FEDT!  Det er altså bare en oplevelse at se dyrene hvor de hører hjemme, i natueren!
Tror da nok der blev skudt heftigt løs med kameraerne, så med lidt held er der et billede hvor den smiler til fotogefen.... Vi måtte efter et stykke tid forlade den, da det var blevet frokost tid, men en fantastisk oplevelse rigere var alle mand glade.

Efter frokosten var vi klar til næste punkt, at blive sejlet/kørt ud til en stand der var bygget op ved laksenes gydekanaler. Der var en del Laks, men da vandet stadig er for varmt, stod de stand-by og var ikke begyndt at springe for at komme op  ad strømmen, øv! Vi stod der i et par timer, men der kom ingen bjørne.... vi så dog nogle Bald-engles, så vi havde trods alt lidt brug for kameraerne, heldigt nok, nu de er kommet med..

Nu ventede tredje tur på os, endnu en sejltur, denne gang med tidevandet der var kommet ind, så vandet nu stod godt 4,5 meter højere end inden første tur, så vi kunne komme længere ind på floden.
Der gik ikke længe inden vi mødte en sortbjørn, men den gik desværre ind i buskene, så vi kunne kun se hovedet, eller en pote ind imellem......klik klik klik lød det hver gang den rørte lidt på sig, men ud kom den ikke, så det blev det for dagen, bortset fra lidt Bald eagles....

Det blev en hyggelig aften, som efter maden, bød på besøg i souvenir butikken, et foredrag om bjørne ved Samantha, en af guiderne, og til slut lidt hygge med nogle af guiderne i baren over en gin... eller var det to... trætte efter endnu en aktiv dag krøb vi til køjs for at lade op til morgenturen.

Tag chancen eller....

1 september

Efter en hyggelig aften sov vi igen længe og var først klar til morgenmaden kl 8.
Det skulle så vise sig at blive en af de få negative oplevelser herovre...  Iben er som mange ved skaldyrs allergiker, og nævnte det som altid når vi bestiller mad på en restaurant, fint nok, ikke noget problem, det tager vi hånd om, sagde tjeneren. Det gjorde de så bare ikke helt, for der var friterede kartofler med.... som vanligt spørger Iben igen, er i helt sikre på om der nu ikke har været rejer eller fisk i frituren? Nah, det tror jeg ikke. Hmm, spørg lige kokken igen! Hum kom nærmest løbende ind og rev tallerkenen væk fra Iben, du må ikke spise det! Vi brokkede os selvfølgelig over det, da vi havde spurgt gentagne gange inden om de havde styr på det og var blevet forsikret om at alt var ok hos dem..... og så fik Iben lige kommentaren her med “Med din allerge er det jo en chance at tage hver gang du er på restaurant”  Tror i tjeneren fik drikkepenge? Bliver nok også nød til at runde Tripadvisor..... Heldigvis skete der ikke noget  ved det, men Iben var rystet, og fik ikke spist noget

Efter det kunne det kun gå for langsomt med at komme videre, og vi fik pakket bilen og kørte mod Campbell River. Vi valgte at tage kyst vejen, slet ikke noget dumt valg, der var igen pænt flot, og hey, den strandvej var da bedre end  strandvejen i whiskybæltet hvor de må døjes med udsigten til Sverige!

Vi fandt hurtigt hotellet, og for en gangs skyld var der ikke problemer ved indtjekningen, fedt. Vi kunne ikke spise på hotellet, men blev anbefalet nogle steder, og for at være på den sikre side valgte vi at besøge stederne, så vi kunne høre om de kunne servere for alle mand. Det kan vi selvfølgelig, alt er adskilt her, godt så. Tilfredse med det svar slog vi os ned og fik en kop af de lokale drikkevarer, inden vi gik videre i det fine vejr, nå ja, ifølge de lokale den køligste dag i over 2 måneder....

Efter at have gået lidt rundt i byen, vendte vi tilbage til Moxie’s for at spise. Igen med de obligatoriske oplysninger fra Iben. Vi får bestilt en steak, alt er fint, altså indtil tjeneren kommer og siger at det kan Iben ikke få, da de også bruger deres stegeplade til hummere! Jo fint nok at de siger det, men ikke lige den besked vi fik da vi bestilte bord! Det endte med at Iben fik en pizza, den var vist ok....  Det blev om ikke andet en billig dag på drikkepenge kontoen, men synd for Iben.

Skiftedag

31 august.

Så var dagen kommet , hvor vi  skulle forlade fastlandet og tage den lange tur til Vancouver Island..

Vi stod tidligt op så vi var klar til at køre kl 6 så der var god tid til at nå færgen kl 14:30. Det var jo knapt nok blevet lyst, så der var lidt dyr at se på vejen, faktisk stod de første White tail bucks på marken ved Nakiska Ranch, god start på dagen!

Vi kørte ned over Kamloops hvor morgenkaffen blev nydt i højt solskin, dejligt. Derfra videre mod Vancouver på en fantastisk flot køre på highwayen, det gik op og ned, rundt til højre og venstre, sikke et landskab, en krumme mere kuperet end den jyske hede! Samtidig en fornøjelse at køre her, da alle holder pæn afstand og kører efter forholdene, bare det var sådan i DK også!

Selv den lange tur ind igennem Vancouver gik fint, tæt trafik på den nu 3-4 sporede highway1, men helt uden problemer, dog ville vi gerne have set et skilt eller 2 mere mod færgen.... Vi kom frem til Horseshoe Bay og færgeterminalen, hvor vi så konstaterede at Leif havde set forkert på papirerne og vi var kommet en time for tidligt, så vi blev sendt ud af køen.... damn. Vi gav ikke sådan lige op, så fra vores parkering gik Iben over til terminalen igen, og hov, nu kunne vi alligevel komme med første færge, fedt! Det var en dejlig tur over, vi så lige et blæs fra en hval på vejen.

Smukke vandfald.

30 august

Det gjorde godt at sove til kl 7:30 efter gårsdagens lille travetur, så var  vi da klar til endnu en dag med vandrestøvlerne på. Først startede vi selvfølgelig med en solid morgenmad med hele svinerie tså der var benzin på til hele dagen, da vi ikke spilder tiden på frokost.

Vi trillede stille og roligt  op mod Helmcken Fall, planen var at starte med at gå ind til den via en rute på ca en time fra p-pladsen, men ak, den var ikke blevet åbnet endnu..... så vi måtte køre op til næste vej og se om der var åbnet op ind til udsigtspunktet, det var der heldigvis, så vi kunne se det største vandfald i området. 

WOW et syn, og en lyd der mødte os da vi kom ud til dalen! Der er tryk på det vandfald skal jeg hilse og sige. Vi kunne mærke at det blev køligere da vi kom derop pga. den kraftige støvregn der kom fra det 141 meter høje fald. Det var dog også tydeligt at der var en grund til at der havde været lukket af, den kraftige røg lugt hang tungt i luften....  Der blev fotograferet fra alle tænkelige vinkler, med filtre osv.... selvfølgelig nød vi også bare synet og lyden. Da vi gik derfra havde Iben nær fået et egern med sig, men det valgte dog at løbe egne veje, dog satte det sig fint til et par portræt billeder.

Nu fik vi jo ikke den motion vi havde forventet, men det kumme jo nåes endnu, så vi valgte at køre til Moul Falls længere nede af bjerget. Det var en tur på 2,9 km, men igen, det var ikke just ud ad lige landevej, så det tog en god times tid at komme frem til første udsigtspunkt. Der kunne vi se det oppefra, med smuk udsigt over dalen. Det var jo ikke helt nok, så vi tog den ret bratte tur ned til bunden af dalen, ikke helt Iben´s kop the, men hun klarede turen ned flot, og vi fik set vandfaldet fra neden af, igen et smuk syn. Der var mulighed for at gå bagom vandet, men vi undlod at tage turen, da de der gjorde det blev en anelse våde af det. Det viste sig så at vi ligeså godt kunne have gjort det, for på turen tilbage til bilen fik vi da lige en frisk byge og et par tordenskrald med.....

Bjergbestigning

29 august.

Vi sov længe, da morgenmaden først serveres kl 8:30, det var skønt! Ikke mindre skønt var det at få hjemmebagte boller til morgenmaden, de var et hit hos alle mand. Der blev spist godt, så vi var klar til endnu en dag i den friske luft, ja regnen der er kommet har lagt røgen ned, det er dejligt!

Lars som har ranchen fortalte efter morgenmaden lidt om hvad vi bør se, og ikke længe efter var vi på vej mod første punkt, Dawson Falls, et 110 meter bredt vandfald, det var ret fint, og jo, det kunne også høres. Næste stop skulle have været Helmken Falls, Canada’s højeste vandfald, men ak.... vejen var spærret efter en brand på ruten i sidste uge, damn! Nå, men vi måtte jo trille videre, og da det var begyndt at regne blev vi enige om at køre til Clearwater Lake som var ca 35 km højere oppe ad vejen. Det var en kringlet tur, hvor det meste viste sig at være på fedtet grusvej men det gik nu helt fint. 

Vi startede med at besøge den lille café der er ved søen, fik en kop kaffe, og vi spurgte om spændende steder at de der, fik udpeget en lille rute som skulle tage godt en time, det gjorde den også! Første del var pænt plan, og det gik fint, først da vi nåede turen til Osprey Lookout, blev det lidt udfordrende terræn, eller måske jeg skal sige meget. Vi gik og gik, pænt meget opad, og efter ca 50 min nåede vi et punkt hvor de andre var ved at ved at være møre, og vi anede ikke hvor langt der var til toppen. Jeg besluttede mig for at fortsætte alene, og kunne da hurtigt konstatere at det nok var en god plan. Tror da nok lige at det blev endnu mere op ad bakke, men op kom jeg.

Desværre ikke helt den udsigt jeg havde ventet, men lidt pænt var det da! Nu skulle jeg så ned igen, ikke just en hurtig nedstigning, det var mere besværligt end turen op.

På vejen ned til Nakiska blev det til et par stop ved udsigtspunkter, bla. Baileys Chute, det var dog vand og ikke Baileys der var i floden.... Vi fik spurgt de parkbetjente der holdet ved den spærrede vej til Helmken Falls om der mon blev åbnet i morgen, højst sandsynligt sagde de, så vi håber det sker.

Efter den gode laks vi fik serveret var spist, gik Lone og Leif trætte efter dagens tur i seng, mens vi blev siddende og faldt i snak med de andre gæster, et par fra Tyskland og et par fra Frankrig i halvanden time, det var mega hyggeligt!

Fuld fart på

28 august

Så er det blevet tid til at køre videre fra Jasper og begynde turen ud mod kysten. Selvfølgelig er det alt for tidligt, der kunne bruges meget mere tid i The Rockies, men meget mere venter os, og det er jo heller ikke slut med bjerge endnu. Vi fandt uden problemer fra vores hotel ved Pyramid Lake  og ind gennem Jasper, nu havde vi jo også set en del af den i vores søgen efter Hampton Inn..... Vognen fik lidt juice på, og vi satte kursen mod Blue River for at få en sejltur på Thompson floden. Under vejs gjorde vi stop ved Mt. Robson, Canada’s højeste bjerg på små 4000 meter.... det kan de sagtens sige, vi så nok ikke mere end halvdelen af den.... skyerne hang lavt.

Efter en flot køretur var vi fremme ved Blue River, hvor bjergene var pakket ind i dis, dog ikke mere end vi kumme se dem. Vi fik købt billetter til en River Safari, først en tur i deres nye katamaran kanoer so gled nærmest lydløst over vandet, og derefter en tur i jetbåd på floden.

På første del nød vi roen og det smukke landskab. Det var så en af de meget få ture om året hvor der ikke blev set hverken dyr eller ørne.... ØV! Alligevel en flot tur. Efter den stille tur kom vi ombord i et par lidt mere vakse jetbåde, som nærmest fløj hen over vandet, en ret fed tur undtagen for Iben, som på ingen måde er til fuld fart hen over vandet (medmindre Dodge da kunne flyve)

Efter strabadserne på floden kørte vi videre mod Nakiska Ranch i Well’s Gray nationalpark. Det er ejet af danskere, så det bliver jo rart at sige pænt goddaw! Vi nåede desværre for sent frem til Nakiska til at nå aftensmaden der, så vi måtte køre at smut tilbage til Clearwater for at få fyldt lidt i sækken, det viste sig så at være helt ok, skøn mad, god vin (en syrah fra BC, så den var lokal, og sidst men ikke mindst, super god betjening 

Nu skulle vi så køre de 30 km op til Nakiska Ranch igen, ikke noget problem, Iben har fået tæmmet Il Tempo Gigante og vi fløj op ad vejen. Efter et par hårde dage gik vi tidligt i seng for at få hvilet lidt ud

Skøn tur på Maligne Lake

27 august 

Vi stod tidligt op så vi lige kunne nå at ringe til rejsebureauet, for lige at få styr på tingene. Det viste sig at agenten havde været lige lovlig hurtig til at bestille hotellet, og det blev beklaget mange gange. Vi fandt en god løsning på problemet og fortsætter vores rejse, forhåbentlig uden flere overraskelser.

Efter en solid morgenmad gik vi en lille tur til Pyramid Island, en lille ø i søen ved hotellet, hvorfra der normalt er udsigt til mange bjergtoppe i området, bare ikke lige i dag,,,, Det småregnede, men alligevel en fin tur, og tik sidst fik vi da også held til at se et par stykker af toppene med sne på. Var en tur rundt på den lille ø, i fik en sjov oplevelse med et egern. Det løb op i et træ lige ved siden af mig, og så begyndte det ellers at regne med kogler.... hvorefter den lille fyr fik travlt med at samle dem sammen til spisekammeret.

Næste stop efter en hurtig frokost var en sejltur på Maligne Lake ud til ikoniske Spirit Island. Det blev en rigtig flot køretur derud, lidt op og ned som det jo er på disse kanter...  masser af ting at kigge på, vi fik hilst på en wapitihjort så endelig kom der lidt gang i dyrene. Vi valgte ikke at holde for mange stop for at komme frem til bådene for at se om vi kunne få billetter, og jo vi var heldige kun at skulle vente en lille time, det passede lige med en kop kaffe og at stykke kage, som vi kunne sidde ude og nyde.

Vi blev klar til at stige ombord på den lille båd, og hey, nu med solskin, så vi for første gang på turen kunne se bjergene stå helt klart, fedt! Vi stævnede ud, og ikke lang tid efter afgang fik vi lov til at gå ud på agterdækket. Leif var ikke sen til at komme ud, og der blev taget mange, som i rigtig mange billeder, nu var det godt. Tænker han kan lave verdens længste panorama billede. 

Vel fremme ved Spirit Island blev vi modtaget af en guide som havde taget turen fra Australien, for at have det han selv kaldte verdens fedeste kontor.... og jo, det er da ikke helt ved siden af, det er da ret pænt derude. Vi havde en hel halv time til at få taget de billeder vi skulle, det var jo ikke meget..... Turen tilbage blev nydt, uden at kameraerne kom på overarbejde, jojo det kan ske.

Glade for en mega fed oplevelse kørte vi tilbage til Pyramid Lake og vores hotel, hvor der da lige blev knipset et par skud af sø og bjerg, før aftensmaden skulle nydes, hvilket skete med en fantastisk udsigt.

Hvor fanden er Jasper?

26 august

Sål blev det farvel til Banff og skønne Rimrock Hotel. Lidt over kl 7 satte vi kursen nordpå mod Jasper, vi valgte den gamle Bow Valley Parkway, hvor der kunne være mulighed for at se dyr langs vejen. Dem så vi nu ingen af, men det blev til at kig på Castle Mountain som vi ikke lige fik med forleden da vi var ved Moraine Lake, Igen et fascinerende bjerg, og jeg mindedes min tur op på det for 6 år siden. I dag var der ingen der havde lyst til en frisk lille travetur på 2,7km hver vej, måske fordi jeg kom til at nævne de godt 500 højdemeter der er på de 2,7km.....

Da vi var på vej videre skulle Iben på toilet og heldigt nok var der ikke langt til et, dog ikke lige luksusudgaven.... Det tog vi andre så på den café vi havde set 400m længere fremme... vi var ikke lige i kridthuset der. Nå, men Baker Creek Resort som vi var landet på viste sig at være et rigtigt hyggeligt sted, hvor vi bestemte os for at få vores morgenmad. Det viste sig at være et godt valg, nøøøøj det var godt, og vi fik masser af den gode kaffe til, så nu var vi klar til dagens udfordringer (dem kom der så flere af end forventet, mere om det senere) Den søde servitricer på stedet fortalte at det var 3 uger siden de sidst havde set bjørne i området, de var trukket højere op i bjergene..... lidt øv.

Farten blev sat lidt op da vi kørte videre, nu vi ikke kunne forvente at se bamser på vejen. Der blev self taget lidt billeder  undervejs, bla. Herbert Lake., Bow River og Peyto Lake. Må sige at den ellers ret sindige jyde (ja mig) var tæt på. At få nok af kinesere og japanere ved Peyto Lake! Blev bedt om at gå til side på den fine platform der var på udsigtspunktet,, han skulle jo lige have et billede af konen og datteren uden forstyrende elementer.!!! Flink som jeg er gav jeg ham tid, men det fortrød jeg da ret hurtigt. Da de var igennem første fotosession, kunne vi andre komme til, men hov, nu stod de da UIKEYINPUTDOWNARROWnede foran platformen, så vi ikke kunne undgå at få dem med på billederne..... De havde selvfølgelig ikke i sinde at flytte sig, der skulle jo tages mange flere billeder, så Leif og jeg bestemte os for at gøre en undtagelse og forlod også platformen, for at begive os nærmere kanten, så vi kke skulle have de fjolser med på vores billeder. Jeg sagde pænt undskyld til dem der stadig var på platformen, og gik ned,z holdt lidt afstand til kanten, dumt gjort, for så kunne han da lige få familien til at krybe forbi og sætte sig helt ude på kanten... Come on!!!! Storry, i nede some more pictures.... Så flyttede de sig endeligt igen og nu kunne vi få gavn af vidvinklen, altså lige indtil han begyndte at parkere sin hund  lige foran. Da han var tæt på at få den til at sidde pænt, og han var klar med kameraet , (læs mobilen) tænkte jeg at det skulle være løgn, så kom til at gå ind foran... han var ikke helt tilfreds, og imens jeg nåede at tage et par billeder rykkede han da blot ind i synfeltet igen og fik Pluto på plads. Uheldigt for ham blev jeg desværre nød til at rykke lidt igen, så han ikke fik sit billede, mEn det gjorde jeg, så vi kunne komme videre. Tror der var nogle stykker der syntes at det var ret ok at jeg så skævt til ham!

Kort efter vi havde passeret den lille bakke imellem Banff og Jasper nationalparkerne begyndte det at regne pænt meget, og vi opgav at holde flere steder, bortset fra en kaffepause ved Sunwapta Faslls. Nu nærmede vi os Jasper og ville plotte vores hotel ind på GPS’en vi har lånt med fra Nicksamerika, men endnu engang måtte vi konstatere at den ikke kunne hjælpe os, ikke just opdateret, den var nok god sådan omkring det tidspunkt det blev umoderne med røgsignaler..... Vi valgte at køre ind på en tank for at spørge efter vejen til Hamptton Inn, men ingen kendte noget til det hotel.... heller ikke på restauranten ved siden af. Leif ringede til hotellet, men de kunne ikke umiddelbart give en rutevejledning, de kendte ikke lige den vej vi holdet på. Leif fik at vide at det var tæt på Mc D så det skulle vi bare finde, sådan en er der bare ikke i Jasper... Leif opgav at komme videre den vej, og vi måtte finde turistinformationen. Da vi kom ind og viste dem vores voucher, var den søde unge pige liger ved at flække af grin.... nu igen, sagde makkeren, også med et stort grin. Det er et hotel i Jasper, Alabama, USA! Nå, så var GPS’en undskyldt denne gang.... 

Så er gode råd jo dyre... Vi kørte til et Best Western hotel med håb om at få et par værelser, men nej, det var der ikke. Tilbage til turistinformationen og spørge om de kunne hjælpe os? Søde som de var, gik de igang med at ringe rundt, men uden held, ingen ledige værelser i Jasper! Den flinke unge mand gav dog ikke op, og efter et par forsøg mere var der gevinst, Pyramid Lake Resort havde lige 2 ledige værelser, så dem måtte vi tage. Vi takkede mange gange for hjælpen og kørte turen op til Pyramid Lake, og hallo, det ligger da bare helt fantastisk, nu har vi en skøn udsigt over sø og bjerge. 

Tænker vi lige skal have fundet ud af om der venter flere overraskelser med hotellerne på resten af turen! Selvom vi har en fin vogn, var der lige langt nok...  Måske Niksamerika hører fra os!

Rundt om Banff

25 august

Vi sov lidt længe, og kørte først ud da det blev lyst. Dagen skulle starte med en tur på Minnewanka Loop for at se efter wapiti hjorte, men vi nåede ikke langt før vi lige skulle stoppe og se hvad et besøgscenter ved Minnewanka Lake havde at byde på. Vi gik lidt rundt og nød den friske kølige morgen inden vi kørte videre mod Two Jack Lake hvor der var pænt flot. Der var desværre ikke klart, da røgen igen var krøbet rundt om bjergtoppene, så det var svært at få det perfekte billede i kassen, men det blev forsøgt, og mon ikke vi fik noget brugbart med derfra.

Efter det kørte vi mod Canmore for lige at se om det var bedre der så vi måske kunne få Three Sister i kassen, men nej, også det bjerg var gemt væk i disen.... så vi trillede mod en lille sø, Johnson Lake hvor vi kunne vandre de ca 2,5 km rundt om den. Vi fik da også set lidt dyr, jeg fik diverse egern i søgeren, og Leif var heldig at fange en fiskeørn. 

Derfra kørte vi til Vermillion Lakes for at se om der kunne blive billeder i dag, men nej..... lidt øv, når nu vi ved at der er fantastiske motiver bag røgsløret! 

Vi håber det bliver bedre i morgen når vi kører nordpå mod Jasper

En på opleveren

24  august

Så kom dagen som jeg har glædet mig til siden de første spæde planer om denne tur begyndte at tage form. Dagen hvor jeg igen skulle stå på The Rockpile og skue ud over det som i mine øjne må være et af de smukkeste steder på Joeden, nemlig Moraine Lake, ja jeg kan få gåsehud bare ved at skrive om det....

Vi stod tidligt op, 4:45 for at blive klar og køre de 76 km op til Moraine Lake. Mørkt var det og Iben skulle lige overveje om hun nu skulle køre, men jo, det er jo en fed vogn, så hun satte sig bag rattet og vi trillede afsted. Dert gik ikke længe, så begyndte det at regne, noget vi havde set kunne ske. Ikke just opmuntrende for vores håb om at få gode billeder med hjem, men alligevel godt i forhold til de mange brande der er i British Columbia! Efter en tur i regnvejr det meste af vejen, Iben var glad for den lastbil med blinkende lygter der kørte foran os, kørte vi af Highway 1 og nærmede os første mål for dagen, Moraine Lake, tilbage manglede lige de godt 11 km op ad en smal stejl bjergvej, som der stod på et skilt (jojo, det var på engelsk, så frit oversat) Endnu en udfordring for Iben, hun er ikke vild med sådanne veje.... men det er jo en fed vogn! Iben klarede turen op i stiv arm, og ja, jeg er stolt af hende!

Nu var der kun en lille gåtur tilbage før “MIN SØ” åbenbarede sig for os, og jeg har skrevet det før....

HOLD NU KÆFT FOR ET SYN! Beliggenheden i “Valley of ten peaks” 1885 meter over havet gør da at  man jo kun kan blive bjergtaget. Det var ikke kun mig der var begejstret for synet, Iben, Lone og Leif forstod hvorfor jeg havde talt meget om det. 

Vi var heldige at regnen havde lagt det værste af røgen ned så vi kunne få taget lidt billeder ( læs mange)  Efter at have taget billeder og ikke mindst nyt synet af Moraine Lake i halvanden time blev det tid til at få vores morgenkaffe som blev nydt på terassen ved lodgen på søbredden, alt i alt en Fantastisk morgen!

Da vi kørte derfra skulle vi lige stoppe for at tage billeder af dalen bag bjergene. Der faldt Leif og jeg i snak med en gut fra Manitoba, som fortalte at han en gang hvert år tager den lange tur fra prærien til The Rockies for at fotografere de alt for mange motiver der er der. Vi fik lidt tips til hvor der kunne skydes fede billeder uden at blive forstyrret af for mange folk, det gik der lidt tid med.... vi fulgtes med ham til vores biler, og det var heldigt, da vores ellers fine vogn ikke ville starte... der var blevet ladet på GPS... det var åbenbart nok til ballade... Heldigvis havde vores nye ven startkabler i bilen og tilbød straks sin hjælp, og vi fik liv i vognen igen. Vi fik sagt mange tak for hjælpen til den meget flinke canadier og trillede videre mod næste stop, Lake Louise.

Opholdet ved Lake Louise blev ikke så langt, først og fremmest fordi der ikke var klart, men også fordi der var alt for mange mennesker der, og nej, det gjorde det ikke bedre at det var kinesere..... smukt er der, men vi kørte hurtigt videre.

Nu ad den gamle Bow Valley parkway, en smuk tur hvor vi stoppede flere gange. Det længste stop var i Johnston Canyon hvor der skulle vandres en lille tur ind for at se vandfald. Den lille tur var på små 3 km i meget kuperet terræn, så der skulle arbejdes for at få billeder i kassen! Det blev en hård tur, men det var dejligt at få rørt sig lidt, og vi fik set masser af smuk natur på vejen. 

Vi blev enige om at vi nu havde brugt krudtet for i dag, og fuld af store indtryk kørte vi tilbage mod hotellet, dog blev det til et par små stop mere på vejen, her er som skrevet ret smukt.

Efter en god og velfortjent bøf, med et glas vin, eller var det to til, gik alle mand til ro. Nå ja, Iben og jeg måtte lige se hvordan baren på det fine hotel så ud.

Fik vist ikke nævnt at Iben fik taget en masse billeder med hendes nye kamera, OG hun passede godt på sin ene taske.

Sightseeing i Calgary

Psssst jeg er her endnu.
Vi landede  efter en behagelig flyvetur frem til Calgary og fik ret hurtigt vores bagage så vi kunne komme videre og hente vores bil, en Dodge Grand Caravan, fin lille vogn! Da Iben var den der havde sovet mest i flyet, trak hun tjansen med at køre, hun er sjældent svær at overtale når hun kan komme bag rattet i en fed bil, og der var da heller ikke kørt mange meter før hun udbrød “Jeg kører i morgen”
Nu skulle vi så finde vores hotel i Calgary, der skulle ikke være langt..... men det blev der.! Vi har fået en GPS med herover, men den er ikke just opdateret på de nye veje i Calgary, så vi fik set et stort fint industrikvarter, og kan da finde frem til både Fed-ex og UPS.... og Iben blev god til at vende rundt.
Efter 23 timer på farten nåede vi dog frem til første hotel på turen, et ganske fint hotel, hvor vi efter aften/morgen mad og en af de lokale øl (tog selvfølgelig en stor for at være sikker på at kunne sove) gik i seng kl 21,30 lokal tid.

Det gjorde godt med en tur i laderen, og vi stod op, klar til at trille mod Banff. Efter en solid morgenmad og masser af kaffe blev kursen sat mod bjergene, og det lykkedes at komme ud af Calgary uden at køre forkert mere end 5 gange... Nu er der en del store skovbrande i British Columbia, så det varede desværre længe inden vi kunne se bjergene, da toppene er gemt bag et røgtæppe.... men de dukkede da op som silhouetter efterhånden som vi nærmede os. Ikke det fedeste, når vi gerne vil tage billeder.... men sådan er det.
 Vi gjorde stop i Canmore, jeg ville gerne se et galleri med fede naturfotos, inspiration er jo altid godt. Efter det blev det til café besøg og så lige et kig på det marked de havde stablet på benene i dagens anledning, meget hyggeligt.

Fra Canmore kørte vi til Banff hvor vi skal have 3 overnatninger på Rimrock hotel, det bliver for fedt! Fantastisk hotel med beliggenhed, beliggenhed, belligenhed! Tænker jeg snart finder kameraet frem.... Vi tog bussen ned i byen og gik rundt og kiggede på flotte huse og masser af blomster overalt.
Til Iben’s store glæde fandt vi en butik som solgte..... kameraer. Nu er hun ikke uden kamera mere, så hun er klar til for alvor at komme ud på tur i morgen, hvor vi starter ud med Moraine Lake, håber det bliver godt trods røgen....
Behøver jeg sige at hun ikke får lov til at have 2 tasker med?

Canada here we come

Der er noget i luften.

Ja der er noget i luften, eller rettere nogen. Sidder i en Dreamliner i Frankfurt og venter på at komme videre til vores destination i Canada, og ja, det er vel meget passende at det er netop det fly, vi har nogle drømme der skal leves ud, og vi har ventet i ca 1 1/2 år på at komme afsted.

Photohunter er på nye eventyr, denne gang sammen med Iben og et par gode venner fra Djævlrøen, (jaja sjællændere, men han er Nikon mand), alle mand med en passion for at opleve naturen fra sin bedste side, så The Rockies skal besøges som det første, og så kommer der meget mere senere, det bliver spændende!

Stod op klokken forholdvis tidligt, vi nåede da næsten 3 timers søvn, der var lige ret meget der skulle pakkes.... vi glæder os til det hele. Iben’s datter var sød at køre os i lufthavnen så vi var der i god tid, det var fedt. Vi ventede lidt på Lone og Leif, og da de havde fået afleveret bagagen, gik vi i en lounge til en gang morgenmad, og et par tiltrængte kopper kaffe. Vi gik tilfredse derfra for at finde rette gate, det tog ikke lang tid, og ikke længe efter var vi i luften mod Frankfurt. Bedst som vi sad i flyet gik det op for Iben at hun havde glemt en ret vigtig ting i loungen..... KAMERAET! Hun blev pænt ked af det, da vi jo er afsted for at få nogle fede skud i kassen... så pist væk var det gode humør dagen ellers var startet med, helt forståeligt iøvrigt. Vel ankommet til Frankfurt, fandt vi ud af at det for en gangs skyld ikke krævede en. Halv dagsvandring  at nå næste fly, så der var tid til at ringe til loungen for at høre om de mon havde evakueret lufthavnen på grund af en mistænkelig taske. Så galt var det dog ikke gået, men de havde dog fundet Iben’s kamera og sørger for at vi får det igen, dog ikke lige med det første.... Iben er lettet over at det ikke er tabt, og kom frem til at det der var gået galt, var at hun jo havde haft TO tasker med denne gang, mod normalt ÉN. Hvad kan vi få ud af det? At kvinder nok ikke er så gode til at multi-taske som de siger.... :-D

Tiden flyver... og der er et par timer til vi lander ca kl 15 lokal tid i Calgary og jeg bør måske prøve at sove, selvom jeg ikke er træt nu.... det er jo en laaaang dag. Måske der kommer flere indlæg herfra, hvis altså Iben ikke lige får læst det her. Hvis der er held ved det kommer der billeder på også, da jeg også valgte at tage kamera med for en gangs skyld.